fredag den 6. november 2009

Kommuneplanindsigelse

10. september 2009



Til
Greve Kommune
Rådhusholmen 10
2670 Greve



Kommuneplanforslag 2009-2021

Foreningen Grøn Guide Greve fremsender hermed bemærkninger og idéer til kommeplanforslaget 2009-2021

Vi hilser kommuneplanforslaget meget velkomment og vil starte med at rose for de mange gode visioner der er på mange områder.

Vi har dog følgende bemærkninger, og vi håber naturligvis at disse kan komme med i den endelige udgave af kommuneplanen eller på anden måde vil blive brugt i de kommende år:

Stiforbindelser
Flere steder er krydsninger mellem stier og overordnede veje ikke sikre nok. Vi kan f. eks. pege på krydsningen af Karlslunde Mosevej ved Industrigangen. Der mangler for øvrigt en stump sti langs den sydligste del af Industrigangen.
Der savnes stærkt en sti langs Tune Landevej fra Greve Landsby til rundkørslen ved Villershøjvej. Mange cykler på den stærkt trafikerede Tune Landevej, hvilket er særdeles risikabelt da bilerne der kører meget stærkt.
Der savnes en stiforbindelse mellem Karlslunde Landsby og Tune. Også her kører cyklister på en stærkt trafikeret vej, Karlslunde Centervej.
Ved Godsparken ville en sti langs sydsiden af banen forbedre forholdene for cyklister væsentligt.

Stikort og skiltning på stier
Kommunens stinet er som hovedregel veludbygget, men for at gøre det attraktivt at bruge det skal det være nemt at finde rundt.
Den nuværende papirudgave af stikortet fra 2002 trænger meget stærkt til en revision. Det er ikke tilstrækkeligt at der på kommunens hjemmeside ligger en elektronisk udgave. Der skal også findes en papirudgave som kan afhentes på Rådhuset og på bibliotekerne. Kortet bør også opdeles i flere kort med en god overlapning mellem disse.
Der findes efterhånden mange trampestier i kommunen og stort set kun de der bor tæt på sådanne kender til dem. Trampestier bør derfor også vises på stikortene.
Det kunne også hjælpe på brugen af stierne hvis skiltningen altid er god. Måske bør der visse steder opsættes informationstavler.
Nogle stistrækninger virker for mange utrygge, hvorfor de ikke anvendes optimalt, således at mange vælger at bruge vejene. Der bør gøres en indsats for at fremme trygheden.










Offentlig transport
Der bør gøres meget store tiltag til at forbedre og forøge brugen af offentlige transportmidler.

Belysning
Belysning på veje og stier må ikke medføre gener (lysforurening) for naboer og forbipasserende. De nye lamper som opsættes for tiden hjælper til en vis grad på det, men det skal løbende overvejes om belysningen er tilpas. I den forbindelse skal tryghed på stierne tages med i overvejelserne..
Belysning ved virksomheder må heller ikke medføre gener for naboer og forbipasserende. Ved mange virksomheder er belysningen i dag til stor gene.

Skovrejsning
Vi glæder os meget til at de planlagte skovrejsningsområder bliver til skov til gavn for såvel grundvandet som for friluftslivet. Der bør imidlertid sættes meget mere gang i jordopkøbet så skovene bliver til virkelighed inden for en overskuelig fremtid. Der bør således igangsættes flere forsøg på jordopkøb via jordfordeling

Bjørneklo
Den farlige plante kæmpebjørneklo har vi i foreningen i mange år arbejdet på at få udryddet, og kommunen har nu i flere år brugt mange ressourcer på bekæmpelsen. Byrådet har en målsætning om at styrke og bevare de rekreative naturområder til gavn for borgernes fritidsoplevelser. Såfremt dette mål skal nås skal bjørneklobekæmpelsen gøres 100 % effektiv, og det er den ikke i dag..



Mange hilsener




Gert Pedersen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

På forbudt område

På forbudt område
Sommerferieaktivitet - tilmelding til Mikael